Kom og Dans Jyderup så dagens lys den 3. september 2013, hvor der var stiftende generalforsamling. Kom og Dans Jyderup er en selvstændig forening under Kom og Dans Danmark. Kom og Dans stammer oprindeligt fra Norge og vi danser efter et koncept udviklet af nordmanden Johan Fasting.

Kom og Dans Jyderup arrangerer dansekurser i Swing og Rock’n Roll. Swing og Rock’n Roll er en dans der er let at lære og dansen kan danses til næsten alt musik. Dansen er i familie med dansen som vi kender fra 50’erne, hvor Rock’n Roll fik mænd og kvinder til at danse vildt iført gummisko og strutskørt. Swing og Rock’n Roll er for alle danseglade med gang i fødderne…. eller gerne vil have det. I vores forening i Jyderup er alle velkomne og det spiller ingen rolle om du har danset før. Alle kan lære at danse Swing og Rock’n Roll. Er du til latter, socialt samvær og sved på panden til god musik, så er det hos os det foregår. Hold øje med hvornår vi har et begynderhold på tapetet her på hjemmesiden. Vi glæder os til at se dig.

I kom og Dans Jyderup er du velkommen alene. Men vi forbeholder os retten til at lukke for tilmelding af enlige, hvis der er for stor skævhed i fordelingen af mænd og kvinder. Det skal helst gå nogenlunde lige op. Er du alene, så lok en ven, naboen, en kollega eller anden bekendt med. Vi skifter hele tiden partner under undervisningen, så relationen er i princippet underordnet.

Ud over vores Swing og Rock’n Roll kurser, hvor vi lærer dansen helt fra bunden, arrangerer vi danseaftener. På en danseaften har vi mulighed for at få danset “rigtigt” og med andre end dem vi kender fra det hold vi går på. Alle medlemmer af en “Kom og Dans” forening kan deltage i andre foreningers dansearrangementer. Det er op til en selv, om man vil holde sig til egen forening, eller om man vil ud og opleve endnu mere dans.